Beretning om et misrøgtet barn

Hvad er et misrøgtet barn? Skal man være opvokset i et bestemt miljø med misbrugende forældre? Skal man være blevet slået eller have været udsat for seksuelt misbrug?

Da jeg boede på Hjortebjerg børne- og ungdomscenter sammen med andre misrøgtede børn og unge, følte jeg ofte, at det jeg havde oplevet, var det rene ingenting i forhold til det mine kammerater havde været udsat for. Jeg hørte grusomme beretninger om børn, der var blevet fysisk og psykisk mishandlet og svigtet på alle tænkelige måder. Jeg hørte om narkomanforældre og alkoholikerforældre. Jeg lærte piger at kende, som var blevet misbrugt af fædre og stedfædre. Der var så meget ulykke, så mange stakkels unger, der prøvede at klare sig på trods af en hård opvækst.

Hvad var det så med mig? Måske var jeg bare en skabekrukke, et modbydeligt barn, sådan som min mor altid havde sagt. Måske var jeg bare aparte, adfærdsvanskelig og ude af stand til at tilpasse mig andre mennesker.

Godt nok havde der været nogle episoder med alkohol i mit hjem, men jo ikke decideret alkoholisme. Og godt nok havde min mor slået mig ret voldsomt to gange, men derudover havde der jo ikke være vold i hjemmet. Seksuelt misbrug havde jeg heller ikke været udsat for. Det jeg havde oplevet var meget mere diffust. Det var et årelangt nedbrydningsprojekt, og det der blev nedbrudt var et lille menneskebarn.

Det var det aldrig at have voksne mennesker, man kunne regne med. At man måtte noget den ene dag, men gjorde man det samme næste dag havde det forfærdelige konsekvenser.
Det var det hver eneste dag, at være underlagt sin mors manipulation.
Det var det gennem hele barndommen at få at vide, at man var et modbydeligt barn, der ikke var til at stole på over en dørtærskel.
Det var det aldrig nogensinde at være god nok, aldrig at blive accepteret og holdt af, som den man var.
Det var det, at ens mor brugte tavshedsvåbenet imod en i dagevis. At man krøb om hende som en lille hund og anglede efter et enkelt ord, at hun dog bare ville svare, men at det eneste man fik var et iskoldt blik og derefter synet af hendes afvisende ryg.
Og det var det at blive mobbet i skolen, så man også der skulle være bange og utryg hver eneste dag.

Da jeg i 2006 endelig brød med min mor, væltede det hele rundt indeni. Jeg begyndte at skrive min beretning og jeg skrev det næste 1½ år. I 2008 udgav jeg bogen første gang, men jeg har mange gange tænkt, at den trængte til en finpudsning. Det har den fået nu. Jeg er glad for det arbejde jeg har lavet, selvom det var svært at gennemgå det hele en gang til.

Jeg sender mit hjertebarn ud i verden og håber mine erfaringer kan bruges af de, som arbejder med misrøgtede børn. Desuden håber jeg, at voksne med lignende erfaringer kan få glæde af at læse min beretning, sådan som jeg selv har haft glæde af at læse andre misrøgtede børns beretninger.

Bogen kan købes på saxo.com

 

2 thoughts on “Beretning om et misrøgtet barn

  1. Hold da op det du beskriver ,er ordene taget ud af min mund ,jeg sidder med tårer i øjnene og det det gør så forbandet ondt …kæmpe knus til dig.

    • Mange tak for din kommentar Jeanette!
      Det er godt at vide, at der er et menneske derude, som forstår hvordan det er at være et af de usynlige misrøgtede børn.

      Et stort knus tilbage til dig 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s